søndag, oktober 17, 2010

Den lille hest med det store hjerte

Da Wishing Stone lørdag eftermiddag, lokal tid vandt begge afdelinger af USA's ældste storløb, The Kentucky Futurity, var det en af de største danske triumfer nogensinde i international travsport.

Kentucky Futurity blev første gang afviklet i 1893 og med undtagelse af årene 1942-45 har det været afviklet hvert år, og løbet har hele tiden haft status som et af de mest betydende løb for 3-årige travere i den amerikanske storløbskarrussel.

Et blik ned af vinderlisten viser da også, at nogle af de heste, som siden blev nogle sportens bedste avlshingste, har vundet Kentucky Futurity.

Det er f.eks. Star's Pride, Hot Moon, Nevele Pride, Super Bowl, Pine Chip, Credit Winner og fra de senere år topheste som Windsong's Legacy, Glidemaster, Donato Hanover, Deweycheatumnhowe og Muscle Hill. (de sidste skal så lige i  gang!)

Det er altså et uhyre fornemt selskab Wishing Stone nu er trådt ind i.

I mange år var Kentucky Futurity det sidste af de store løb for 3-åringerne, og man  har talt om travsportens Triple Crown, der omfattede The Hambletonian Stake, Yonkers Trot og Kentucky Futurity, hvor Kentucky Futurity var det sidste - og ofte afgørende løb.

Udfaldet i Kentucky Futurity var også i mange år afgørende for, hvem der blev valgt som Årets 3-åring.

I år har der ikke været nogen dominerende hest i den amerikanske 3-års årgang.

Muscle Massive vandt The Hambletonian Stake - og den vandt også Stanley Dancer Memorial i begyndelsen af juli måned., Yonkers Trot - der fordi det køres på en 800 meter bane ikke længere har samme dignitet - blev vundet af  On The Tab - og så er der Breeders Crown, der kom til i begyndelsen af 1980-erne - her vandt Break the Bank K.

Hvis vi ser bort fra Yonkers Trot, så har der været to travere, der har været i Top 3 i de tre største løb,  Hambletonian, Breeders Crown og Kentucky Futurity, og det er Wishing Stone og Lucky Chucky.

Da Wishing Stone er den eneste af disse to, der har vundet et af løbene, må den for mig at se, være en meget seriøs kandidat til titlen - Årets 3-åring i USA.

Det er en titel som amerikanerne sætter meget højt. Og som der kan være penge i.

Og hvad skal fremtiden nu være for Wishing Stone?

Planen har været at sende den til Gran Premio Orsi Mangelli i Italien - det kan være en god ide - hesten har ingen problemer med 1000 meter baner og selv om der er flere italienske 3-åringer, der har vist stor hurtighed, så er der ingen "overheste" i blandt dem.

En anden plan kunne være at lade Wishing Stone blive i USA og gå efter Matron Stake, der køres på 1000 meter banen Dover Downs - indl. afdelinger  den 7. november og finale ugen efter med 235.000 dollars.

Her ville den være storfavorit og med sejr ville titlen Årets 3-åring være i hus.

Desuden kunne man forestille sig, at det kom et vældigt godt bud fra f.eks. et italiensk stutteri på "den lille traver med det store hjerte".

Under alle omstændigheder - det resultat, som Wishing Stone opnåede lørdag var stort - det var stort for dansk travsport - for Knud Erik Ravn, der gennem årene har satset så meget på sin lidenskab - og det var stort for den hårdtarbejdende træner Dewayne Minor, der nu burde kunne få en tilgang af andre ejere.

For ret beset - havde Knud Erik Ravn trofast købt åringer år efter år, så havde Dewayne Minor næppe været selvstændig træner i dag.

Ingen kommentarer: