søndag, februar 06, 2011

Løst og fast

Mine skriverier omkring Wishing Stone og dens eventuelle europæiske debut i Grand Circuit-løbet Prix de France på næste søndag, er blevet bemærket på begge sider af Atlanten - i USA, fordi jeg er europæisk korrespondent på nyhedsbrevet www.harnessracingupdate.com som du i øvrigt gratis kan tegne abonnement på. Følg linket - og som sagt .- det er gratis.

Men selv om min antagelse om at Wishing Stone kommer til start i Prix de France bestrides, så holder jeg nu fast.

For hvorfor skulle Fabrice Souloy i torsdags anmelde hesten til Prix de France - efter den havde trænet på Vincennes?

Og hvorfor skulle Souloy udtale til min franske kollega, Fabrice Theil, at han vil starte Wishing Stone i Prix de France, og efter Bazire nu er kommet alvorligt til skade, at han - Souloy - sandsynligvis kører Wishing Stone selv.

Nyheden stod i øvrigt også i Paris Turf i fredags.

Jeg synes, at der er den meget hård opgave - selv om Souloy nok blot vil give hesten et "preparé" - men havde det været min hest, så skulle den slet ikke have startet endnu - først til april - og så matchet den roligt gennem sæsonen efter samme opskrift, der var så succesfuld med Legendary Lover K:

Nok om det!
------------------------
Ejeren af Meaulnes du Corta, J. P. Barjon gjorde tilsyneladende et godt køb på Trotting Promotions auktion for en uge siden, da han købte den 3-årige hoppe, Une Lady En Or for 122.000 Euro.

I går startede Une Lady En Or for første gang for sin nye ejer, og vandt et af årets´store hoppeløb for 3-åringer, Prix Roquepine på Vincennes med en førstepræmie på 55.000 Euro.

Une Lady en Or sejrede sikkert i ny rekord 1.15.2/2175 m for Pierre Levesque.

Une Lady en Or er opdrættet af Jean Pierre Dubois og er efter Kaisy Dream - Orelady v. And Arifant. Orelady var selv en af de bedre hopper i sin årgang og var bl.a. nummer to i Prix Rouqepine.

-----------------------
Hingstenes opgør, Prix Paul Viel havde en kæmpefavorit i Uno la Chesnaie, der tilhører første årgang efter Prince d'Espace.

Løbet blev afviklet i et opskruet tempo og ind i opløbet kastede Uno la Chesnaie håndklædet i ringen og galoperede.

Nu sejrede Univers Turgot med Mathieu Abrivard i stedet helt suverænt  i flotte 1.13.7/2175 m  - det er 2/10 langsommere end løbsrekorden sat af Tucson i fjor.

Univers Turgot tilhører anden årgang efter den dobbelte Prix d'Amerique-vinder Offshore Dream og med lørdagens førstepræmie på 55.000 Euro, så  han er nu dennes mest vindende afkom med 93.950 Euro.

--------------

Travservice.dk. er ofte med til at sætte dagsordenen i dansk travsport og i dag læser jeg med stor interesse om det arbejde, der stille og roligt er foregået - ikke fra officiel, men fra privat side - på at få folketingspolitikere interesseret i at forbedre sportens vilkår på det skattemæssige område.

Det er opdrætteren Jørn Borch fra Hanrdrup på Fyn, der har været den store ildsjæl - også i dette projekt . Borch har tidligere trukket en stort læs i forbindelse med  det nye staldbyggeri på Royal Canin Arena.

Du har sikkert læst historien på travservice.dk inden du kom på denne blog, og du har måske som mig undret dig over, hvor DTC er henne i den forbindelse!

---------------
Birger Jørgensen er helt sikker på at få opbakning fra danske travfans,  når han i perioden fra den 31. juli til 5. august skal forsvare sin titel som verdensmester i USA.

Den fællestur, som jeg har taget initiativet til, er sikker på at blive gennemført og det loft, som jeg har sat ved 32 deltagere, er tæt på at blive nået..

Turen kommer til at koste cirka 13.000 kroner i dobbeltværelse og det omfatter fly, hotel samt andel af leje bil - samt godt selskab af ligesindede.

Generelt er der ikke morgenmad med i prisen på amerikanske hoteller og der skal også betales for benzin, motorvejsafgifter etc,.

Er du interesseret i at deltage på denne tur, hvor vi ikke blot følger og hepper Birger frem til en ny triumf, men også skal se indl. afdelinger og finaler til bl.a. The Hambletonian Stake, Hambletonian Oaks, Peter Haughton Memorial, Merrie Annabelle Stake og Nat Ray Trot - besøge en række af de store stutterier med kendte avlshingste opstaldet, besøge travmuseet, træningscentre etc - så er det nok en god idé at beslutte sig snarest.

Ingen kommentarer: