tirsdag, december 14, 2010

Frankrigs nye unghestestjerne

I søndags vandtes Criterium des 3 Ans på Vincennes i overlegen stil af Timoko kørt af Richard Westerink i ny rekord for løbet 1.12.6/2700 m - en forbedring på ikke mindre end 0,8 sekunder af Sun Ceravins rekord fra året før og en tangering af den franske rekord for 3-åringer på distancen sat af Pearl Queen i juni  2006.

Timoko var blandt løbets favoritter efter flere gode præstationer i årgangs-sammenhæng henover året.

Umiddelbart så ser Timoko's afstamning særdeles ordinær ud.

Hans fader Imoko har rekord 1.14.6 og tjente 131.899 Euro og han står for 2.000 Euro i følafgift, - hvad der er lavpris i Frankrig.

Imokos første årgang er P-årgangen født i 2003, og frem til Timoko har der ikke været meget af prale af.

Ser vi nærmere på Timoko's afstamnming på såvel fader- som modersiden, så finder vi nogle af Frankrigs bedste heste gennem de sidste 30 år.  Og bl.a. tre vindere af Copenhagen Cup!

Så måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at Timoko er så talentfuld, som det er tilfældet.

Faderen Imoko er efter Vikings Way - akkurat som bl.a. Jag de Bellouet, mens Imokos moder Sepia er søster til tophesten Echo 1.11.8 - 1,4 mio. Euro - fader til utallige topheste.

Sepia er også moder til Feté, der igen er moder til Niky, der som Imoko har Vikings Way som fader.

Niky 1.10.8 - 870.000 Euro har været fuldtegnet i Frankrig de sidste  fem år - hans ældste afkom er S-årgangen, fire år i 2010.

Moderen til Timoko hedder Kiss Me Coulonces og har And Arifant som fader -. And Arifant kender vi herhjemme som fader til tophoppen Mara Bourbon, der bl.a. vandt Copenhagen Cup,  og så er han i øvrigt også fader til The Lovely Gwen - Frankrigs bedste 3-årige hoppe, der var nummer to til Timoko i søndagens Criterium.

Kiss Me Coulonces satte rekord 1.18.6 og tjente 12.806 Euro inden hun gik i avlen som 4-åring.

Hendes første afkom er født i 2003, og siden har hun haft føl hvert år -og de er alle kommet til start.

 I går - mandag den 13. december debuterede den sidste af hendes startberettigede afkom, Timoko's helbroder Umoko, men den blev diskvalificeret for galop.

Timoko galoperede i øvrigt også ret meget som 2-åring . Han vandt sin debut, men galoperede derefter i de fire næste starter.

Tilbage til Kiss Me Coulonces, hvis moder Allez Coulonces var efter Copenhagen Cup-vinderen Lutin d'Isigny og Vanina B - og Vanina B er også moder til bl.a. Jorky - dermed er Allez Coulonces halvsøster til endnu en Copenhagen Cup-vinder.!

Så jo - selv om afstamningen umiddelbart ser tynd ud på Timoko, så er der gods i den.

Foto Gerard Forni

Ingen kommentarer: