torsdag, september 02, 2010

Paris: Har Ready Cash Prix d'Amerique-format

Lørdag eftermiddag køres et af fransk travsports største klassiske travløb, Criterium des 5 Ans på Vincennes over 3000 meter og med en samlet præmiesum på 240.000 Euro.

Der kommer 18 heste til start med årgangens mest vindende, Ready Cash (Indy de Vive) med Jos Verbeeck som favorit.

Ready Cash er blevet ført frem til løbet ved et par starter på Enghien i august, hvor han - selv om placeringerne ikke har været prangende - har gået ganske pænt.

Først var Ready Cash nummer seks i 1.14.4/2900 m, hvor han skulle give 25 meter forud, og var feltets hurtigste, og senest var han ude i et meget stærk felt, hvor flere af deltagerne er Prix d'Amerique-kandidater - her sluttede Ready Cash uplaceret i 1.13.2/2875 - vinderen Ilaria Jet løb 1.12.8 - så han var ikke så langt bagefter.

Lørdag eftermiddag skal Ready Cash møde sine årgangsfæller over velvoksne 3000 meter og spørgsmålet er vel blot, om Verbeeck kan holde Ready Cash's nerver i ro,

Hesten har virket roligere end tidligere set i de sidste par starter, så mon ikke det går.

For mig at se, så skal Ready Cash vinde dette opgør, hvis man fortsat skal regne ham for at kunne blive fransk travsports næste store traver og en potentiel Prix d'Amerique-hest.

Ready Cash vandt årgangens Criterium for 3-åringer, mens Rolling d'Heripre vandt for 4-åringer . her stod Ready Cash over.

Bedst af resten i lørdagens felt er nok Roc Meslois (Look de Star) med Pierre Belloche, der nyligt vandt semi-klassikeren Prix Jockey i 1.13.2/2700 m

Det er i øvrigt en stor løbsdag på Vincennes, hvor de bedste tre-åringer mødes i to løb - som sædvanligt i et for hopper og et for hingste - og hurtigtraverne er også ude for at lufte sig.

Ingen kommentarer: