tirsdag, august 31, 2010

Efter Derbyet - 2

Det er nu så hyggeligt med denne derby-weekend.

Man møder gamle venner og sportskammerater - og gamle historier bliver genopfrisket - og det bliver de som bekendt ikke dårligere af.

Bl.a. så gæstede Jan Tunow Charlottenlund.

Tunow bor nu i Belgienm men følger travsporten nøje via Racing Live og diverse sites på nettet.

Og så var der også den tidligere træner Niels Duus Hansen, som kiggede forbi - og den gamle staldmand Bongo - hvis fulde navn er Hans Jørgen Poulsen.

I det hele taget vrimlede det med personer på staldterrænnet - ja, og utallige transportvogne og trailere.

Der var dårligt plads til at de startende heste kunne komme frem og rent sikkerhedsmæssigt, så er det vel også et spørgsmål om det er godt med al den trafik på staldterrænnet.

Det er helt klart et problem i forhold til sikkerheden for de udøvende.

Og her tænker jeg især på dopingproblematikken.

Enhver har i dag adgang til staldterrænnet og skulle der være en galning, der vil ødelægge noget for nogen - eller blot en ubetænksom sjæl, der giver en hest et lille stykke chokolade - ja, så har vi en dopingsag.

Tidligere skulle man have et specielt kort for at få adgang til staldterrænnet, og det var ikke bare en lille pige, der stod ved indgangen, men voksne kontrollører.

Jeg ved godt, at man vil sige, at det er et spørgsmål om økonomi, men man kan altså spare på de forkerte steder.

Og når vi nu er ved økonomien, så gik det helt galt med omsætningen på Derbydagen.

Optakten fredag var god - totalomsætningen var i hvert fald større end i fjor - baneomsætningen kendes ikke, da ATG styrede spillet den dag.

Lørdag var total- og baneomsætning næsten status quo, men dog med røde tal - en tilbagegang i baneomsætning på 3.8% - i kroner og ører 91.341 kroner - dvs.  små 23.000 kroner mindre i provenu til banen.

Men søndag blev nærmest katastrofal.

Totalomsætningen blev på 6.585.782 kroner mod 7.954.335 kroner i fjor - det er 17,2% mindre.

Det var især DanToto, der svigtede, idet omsætningen i boderne og på internettet faldt med ikke mindre end 26,2%.

På banen var der tale om et fald på 13,6% - i provenue til Lunden taler vi om cirka 165.000 kroner.

Lunden tabte altså i omegnen af 190.000 kroner i spilleindtægter i derbyweekenden - tallet kan være større eller mindre - alt efter omsætningen om fredagen, men det store billede forrykkes ikke  og der er tale om  en kraftig nedgang i spillet.

Der er mange årsager til, at Derbyweekenden fik det økonomiske forløb, som det nu er tilfældet, men for mig at se er en af de væsentlige den usynlighed, som Charlottenlund Travbane har i nærbefolkningens bevidsthed.

Men noget var godt, og det var meldingen fra sponsoren Seven Nails, der var særdeles tilfreds med den opmærksomhed man fik fra op mod 450 interesserede hestefolk, der gerne ville høre meget mere om denne verdensnyhed.

Ingen kommentarer: