onsdag, juni 16, 2010

Manden med flaget

Starten til årets Copenhagen Cup er genstand for stor opmærksomhed i disse dage.

Thomas Uhrberg troede, der var opstart, og fik derefter kørt alle chancer bort for Neo Holmsminde - og han fik også kollegaen Stefan Söderkvist bag Noras Bean til at tro, at der var opstart.

Det er menneskeligt at fejle, men den gode Uhrberg burde da vide, at hvis der er omstart, så lyser lanternerne på startvognen - dem har dansk travsport da endnu ikke sparet væk!

Og systemet er da ens både på denne side af Øresund og i Sverige.

Noget andet er, at Lunden for mange år siden har sparet "recall-manden" væk.

"I gamle dage" - for i hvert fald 25 år siden - havde den kontrollør, der stod nede ved banelegemet og vogtede adgangen til Dommertårn og bane, et stort hvidt flag, som han kunne vifte med, hvis der var omstart.

Nu er han væk, men banen har fortsat snoretrækkere, som - i autostartløb - kunne placeres her - og ved sprinterløb over ved Skjoldgården.

De har jo ikke andet at lave på det tidspunkt.

Det er en gratis løsning - og i søndags kunne den måske have forhindret Uhrbergs fadæse.

For selvfølgelig skal alle gæstende kuske - uanset om de starter tit og ofte på Lunden (eller andre danske baner) - have en trykt vejledning om de procedurer, der er i forbindelse med løbsafviklingen.

Ingen kommentarer: