mandag, februar 22, 2010

Paris. Det svage køn var stærkest

Verdens længste internationale storløb, Prix de Paris over 4125 meter på Vincennes endte i et hoppe-opgør, hvor Private Love med Mathieu Abrivard viste sig bedst kort foran Oasis Gedé med Tone le Beller. På tredjepladsen fulgte Paris Haufor med Christian Bigeon, der først meget sent fandt plads til angreb, mens Prix d'Amerique-vinderen Oyonnax med Sebastian Ernault var en god nummer fire fra tillæg og faktisk fik noteret den bedste kilometertid nogensinde i et Prix de Paris med tiden 1.14.0/4150 meter.

Vinderen Private Love lå undervejs i den bagerste del af feltet, men sluttede stærkt af og nedkæmpede Oasois Gedé til slut. Private Love fik noteret 1.14.3, mens Oasis Gedé noteredes for 1.14.4.

Private Love er en 7-årig hoppe, der efter at have løbet sejrssløs siden den 21. januar 2007 fik hul på bylden for 3 uger siden og nu fulgte op med en ny sejr - og søndagens sejr var ikke mindre end 175.000 Euro værd.

Private Love trænes af Fabrice Souloy og er opdrættet af Jean Pierre Dubois, som solgte hende på auktion i august 2006 for ikke mindre end 450.000 Euro til Grev d'Ornano.!

Og hvorfor så høj en pris?

Jo,. Private Love er efter Goetmals Wood og Amour d'Aunou og dermed har hun samme moder som avlshingsten In Love With You - i øvrigt fader til Oyonnax. Og hun er trekvartsøster til Guilty Of Love (And Arifant - der jo er fader til Goetmals Wood) - Guilty of Love er moder til bl.a. succeshingsten Love You.

Amour d'Aunou er i øvrigt halvsøster til avlshingstene Buvetier d'Aunou, Defi d'Aunou og Extreme Aunou!

Efter søndagens sejr har Private Love nu vundet 581.181 Euro - hendes rekord er 1.12.1.

Der er vist ingen tvivl om, at hendes afkom bliver særdeles interessante!

Men tilbage til Prix de Paris, for hvordan med Meaulnes du Corta.

Prix de France-vinderen var længe sidst i feltet, men med 1500 meter tilbage havde Pierre Levesque den placeret udvendigt for førende Quarla - Oyonnax var gået med i fremstødet, men Levesque slap smart dødens til Oyonnax.

Imidlertid var Meaulnes du Corta tydeligvis ikke helt på toppen - den hang på en line og med 550 meter tilbage var det tydeligt, at den ikke havde mere at byde på. den sluttede sidst over mål, men dog i 1.14.7/4150 meter.

Ingen kommentarer: