lørdag, juni 19, 2010

USA: Tredje sejr i træk til Neighsay Hanover

Muscles Yankee-sønnen Neighsay Hanover, som delejes af danske Leif Alber, har indledt sæsonen forrygende og i nat tog den sin tredje sejr i træk på The Meadowlands - denne gang med Trond Smedshammer i sulkyen - vindertiden 1.10.2.

Løbsdagen på Meadowlands var meget dramatisk, idet der skete et styrt i 2. løb, hvor seks ekvipager var impliceret.

Tre af kuskene, Richard Silverman, Daniel Dube and Ron Pierce bkev kørt til skadestuen, og blandt disse er det gået værst udover Silverman og Dube, mens Ron Pierce er udskrevet.

Brian Sears var også involveret i styrtet og måtte opgive at køre i efterfølgende løb i nat.

Torsdag var Peter Wilhelmsen og Dennis Olsens Classic Puzzle til start på Meadowlands, hvor den igen blev nummer to  for Yannick Gingras - denne gang i  1.11.4, slået med trekvart længde efter en god afslutning.

torsdag, juni 17, 2010

USA: Broadway Hall topper

Hvis man ser på listen over USA's hidtil hurtigste 3-åringer i denne sæson, så er det to afkom efter Broadway Hall, der topper.

Hidtil hurtigst er den canadisk-ejede hoppe, Action  Broadway, der i sidste uge sejrede i fremragende 1.-10.1 på Mohawk-banen - det var en let sejr, for hun var over 5 længder foran nummer to.

Det var årets anden start og anden sejr til Action Broadway, der har SJ's Photo-datteren Photo With Molly som moder.

Hidtil hurtigste hingst i USA i år er Pilgrims Chuckie, der er efter Broadway Hall - Woman of Means v. Sierra Kosmos.

Ved sejr i en afdeling af Pennsylvania Sire Stakes i mandags på Pocono Downs tangerede Pilgrims Choice verdensrekorden for 3-åringer på 1000 meter bane med 1.10.2!

Også Pilgrims Chuckie var en sikker vinder med mere end 5 længder!

I dette løb sluttede Jimmy Takter-trænede Hard Livin på fjerdepladsen - Hard Livin har dansk interesse, idet hans moder Affinity var blandt de tre hopper, som Ths. Lind Holm købte sidste efterår i USA.

Hard Livin har startet fem gange i år og har vundet to sejre, sat rekord 1.11.5 og har tjent 57.802 dollars. I fjor tjente den ikke mindre end 210.558 dollars i 12 starter, hvor den sejrede i tre.


Tilbage til Broadway Hall, der  er efter Conway Hall, og som dermed har samme fader som dansk travsports nye championhingst, Great Challenger.  Moderen til Broadway Hall er B Cor Tango v. A Go Go Lauxmont.

B Cor Tango, der satte rekord 1.12.5, har foreløbig fået 10 føl - det første i 1998 - det seneste i år - en hingst, der er døbt Mister Molar (mon den skal til Nordjylland?) v. Deweycheatmunhowe.

Tom Cango (Tom Ridge) er hendes mest vindende afkom med 11 sejre og 477.258 dollars - og han starter fortsat.

En helbroder til Broadway Hall, Boardwalk Hall 1.10.7 - 119.772 dollars står som avlshingst i Norge

Broadway Hall startede kun som 2-åring, hvor den var ubesejret i ni starter.

Dens ældste afkom er født i 2005 og mest vindende afkom er foreløbig hoppen Broadway Schooner med 885.933 dollars - hun  vandt bl.a. The Hambletonian Oaks og Breeders Crown i fjor.

I USA står Broadway Hall til 12.000 dollars, mens den herhjemme udbydes af Elite-Hingst for 3.000 + 15.000 dollars.

New York: Credit Winner rules

I nat blev der kørt seks afdelinger af New York Sire Stakes på 800 meter.banen Buffalo raceway, der ligger op mod grænsen til Canada.

Fem af de seks afdelinger blev vundet af Credit Winner-afkom!

Klart hurtigt var Blacktuxwhitesocks, der sejrede i 1.13.4 - i dette heat var danskejede Wishing Stone (Conway Hall) til start, men den galoperede som nummer to ind i opløbet - en længde efter den senere vinder - den nåede i trav og blev nummer fire.

I de seks afdelinger var 45 3-åringer anmeldte.

Conway Hall havde flest til start, nemlig 13, Credit Winner - der altså endte med at blive den helt store vinder - havde 11 afkom, Malabar Man havde 8 afkom . det blev til en afdelingssejr -. og blandt de hingste med flere afkom til start var også Dream Vacation med 7 afkom.

onsdag, juni 16, 2010

Nu gentager jeg mig selv

Efter at have set Søren Åens debatindlæg på Travservice.dk, hvor han foreslår at man dropper det internationale storløb, Copenhagen Cup og i stedet bruger præmiepengene på at få genindført Unghestesatsningen samt lave en Gulddivisionsserie i forbindelse med de store løb i provinsen, kastede jeg mig - sådan nærmest - over computeren - og ville skrive et indlæg med overskriften:

Selvfølgelig skal vi have et Copenhagen Cup!

Nu er min computer ikke så gammel som mig - heldigvis - så den husker bedre og overskriften poppede automatisk op - fordi jeg tidligere havde skrevet et indlæg med samme navn.

På et tidspunkt i efteråret var debatten oppe omkring Copenhagen Cup, og det havde fået mig til at skrive denne kommentar, som du kan læse på linket her.

Copenhagen Cup er altså ikke en økonomisk klods, men det inspirerer og er med til at udvikle sporten.

Tænk på hvilken sportslige oplevelser vi gennem årene har været vidner til på Copenhagen Cup-dagen.

Senest i år - fire løb vundet i 1.12.0 eller bedre!

Efter min mening burde vi udvikle Copenhagen Cup-dagen yderligere.
Vi skal bestemt ikke have flere løb - det med de 14 løb var sygt, men vi kunne med fordel arbejde på at lave en Copenhagen Cup-weekend, hvor også flere danske travere kunne komme til start.

Desuden kunne man lørdag aften arrangere en mindre kvalitetsauktion over ungheste og 2-og 3-årige løbsheste.

Og så er jeg fortsat overbevist om, at den eneste måde hvorpå sporten atter kan få mediernes interesse, er at vi laver nogle begivenheder.

Her er et "V6-cirkus", der turnerer mellem de fleste af landets baner og afvikles hver torsdag aften, en oplagt ide.

Manden med flaget

Starten til årets Copenhagen Cup er genstand for stor opmærksomhed i disse dage.

Thomas Uhrberg troede, der var opstart, og fik derefter kørt alle chancer bort for Neo Holmsminde - og han fik også kollegaen Stefan Söderkvist bag Noras Bean til at tro, at der var opstart.

Det er menneskeligt at fejle, men den gode Uhrberg burde da vide, at hvis der er omstart, så lyser lanternerne på startvognen - dem har dansk travsport da endnu ikke sparet væk!

Og systemet er da ens både på denne side af Øresund og i Sverige.

Noget andet er, at Lunden for mange år siden har sparet "recall-manden" væk.

"I gamle dage" - for i hvert fald 25 år siden - havde den kontrollør, der stod nede ved banelegemet og vogtede adgangen til Dommertårn og bane, et stort hvidt flag, som han kunne vifte med, hvis der var omstart.

Nu er han væk, men banen har fortsat snoretrækkere, som - i autostartløb - kunne placeres her - og ved sprinterløb over ved Skjoldgården.

De har jo ikke andet at lave på det tidspunkt.

Det er en gratis løsning - og i søndags kunne den måske have forhindret Uhrbergs fadæse.

For selvfølgelig skal alle gæstende kuske - uanset om de starter tit og ofte på Lunden (eller andre danske baner) - have en trykt vejledning om de procedurer, der er i forbindelse med løbsafviklingen.