I eftermiddag kontaktede Erik Bondo mig fra Italien på mobilen.
- Nu skal du altså bare høre noget helt mærkeligt. Swept To Victory kan ikke starte i Italien, fordi hun er otte år gammel, men havde hun startet i Italien i fjor, så kunne hun godt!
Ja, forstå det hvem der kan, for løbets proposition siger intet om nogen form for begræsning af startmuligheder for 8-årige hopper.
Erik Bondo: Det er min kontormand, der står for anmeldelserne, og han anmeldte skriftligt Swept To Victory i går, mandag. I dag blev han ringet op fra Padova-banen, der oplyste, at hoppen ikke kunne komme med i løbet.
- Vi har efterfølgende checket det ved Unire (det italienske centralforbund), der bekræfter, at Padova har denne særregel
- Nu er vi ved at undersøge, om Firenze også har den særregel, for her var der et godt løb til hende søndag den 27. marts.
Men med Padova ude har Jens Glud Hansen fra TPN Breed, der ejer Swept To Victory, i stedet rettet blikket mod Frankrig, hvor Grand Circuit-løbet, Gran Criterium de Vitesse køres på Cagnes sur Mer søndag den 13 marts.
Jens Glud Hansen: Jeg synes, at Swept To Victory er i så god form, at det vil være meget interessant at starte hende i Cagnes - om så ikke andet for at hun måske kan få en 1.10-rekord.
Der skal meldes til løbet mandag morgen, og der er allerede indskrevet 24 heste på nuværende tidspunkt - blandt disse delvist danskejede Wishing Stone.
Så i stedet for Padova og omegn, så ser det ud til at Swept To Victory kommer en tur til den franske riviera - og det er jo heller ikke så dårligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar