Wishing Stone gik søndag eftermiddag til start som storfavorit i Grand Criterium de Vitesse på Cagnes sur Mer, men måtte trods et godt løb nøjes med en femteplads.
ôrjan Kihlström gav Wishing Stone en noget nær perfekt rejse, og vi var vel mange der troede, at når han vred den lille kriger ud på opløbsshjørnet, så ville den suse frem til sikker sejr.
Men det skete ikke.
Wishing Stone kunne ikke accelerere i samme tempo som løbets øvrige deltagere og det betød bl.a. at Quaker Jet med Jean Etienne Dubois noget hårdhændet mavede sig ud og skød frem til sejr.
På vore breddegrader var Dubois manøvre blevet vurderet til en diskvalifikation.
Men det ændrer ikke ved det faktum, at Wishing Stone skuffede.
Og nu får du forklaringen:
- Wishing Stone er vant til den amerikanske måde at køre væddeløb på - det vil sige i et godt jævnt tempo hele vejen, forklarede ôrjan Kihlström bagefter.
- Han forstod ikke, at han skulle løb hurtigere, da jeg trak ham ud på opløbshjørnet - det var først på de sidste 100 meter, jeg fik ham op i fart, og han var bestemt ikke træt over mål.
Da Wishing Stone fik sin europæiske debut i Prix de France blev løbet kørt i noget nær et amerikansk tempo, men da manglede hesten løb i kroppen, og det var derfor naturligt at forvente, at Wishing Stone ville have været bedre søndag eftermiddag i Cagnes.
Sådan gik det altså ikke - og mon ikke fremtidige løbsoplæg bliver mere aggressive end gårsdagens.
Løbets anden danske deltagere, Swept To Victory med Jeppe Juel sluttede på en syvendeplads efter en uheldig rejse.
Fra det udvendige startspor i anden række havnede Swept To Victory sidst i feltet, og kom i sidste sving til at hænge på en træt konkurrent.
- Var det ikke sket, så jeg tror, at vi var endt et par pladser længere fremme, sagde Jeppe Juel efter løbet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar