torsdag, december 09, 2010

Snekaos i Paris

Eiffelktårnet blev lukket .- trafikken i Charles de Gaulle-lufthavnen blev indstillet i flere timer - og på Vincennes måtte løbene onsdag eftermiddag aflyses efter 2. løb.

Et særdeles kraftigt snevejr satte Paris skakmat i flere timer.

Se videoen af onsdagens Quinte-løb, som blev afvikllet som 1. løb!

Følg dette link - og når du har set det, så er det særdeles forståeligt, at man  valgte at afbryde løbsdagen efter 2. løb.

Men ventede en times tid, men da sneen fortsatte med uformindsket styrke, besluttede man derefter helt at aflyse løbsdagen.

Der er løb igen på Vincennes i eftermiddag - vejrudsigten siger sol og minus 2 grader!

tirsdag, december 07, 2010

Frankrig: Ready Cash ude af Prix du Bourbonnais

Inden næstsidste forfeit i dag blev Ready Cash slettet fra lørdagens Prix du Bourbonnais, hvor der nu står 27 heste tilbage.

Prix du Bourbonnais er det andet test-løb frem til Prix d'Amerique - det afvikles over distancen 2850 meter og der er 25 meter tillæg ved vundne 1.025.000 Euro.

Fra spids er der 22 anmeldte - bl.a.  Brioni og Nu Pagadi, mens der står fem heste fra tillæg, nemlig Quaker Jet, Premiere Steed, Oyonnax, One du Rib og Olga du Biwetz.

Ready Cash, der viste sig fra sin bedste side i lørdags, hvor den vandt i et speed-opgør, står over og starter næste gang i det tredje test-løb, Prix dee Bourgogne, der køres søndag den 3. januar over 2100 meter auto.

mandag, december 06, 2010

Dødsfald: Gert Pedersen er død

Søndag morgen døde Skive Travs tidligere formand, Gert Pedersen efter længere tids sygdom, 59 år gammel.

Gert Pedersen - blandt venner kaldet Cigarillos . var i flere år en meget entusiastisk formand for Skive Trav ligesom han også sad i bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund.

Sammen med hustruen Tove svigtede Gert Pedersen sjældent en løbsdag i Skive ligesom ægteparret altid var på plads ved de store løb på Lunden, hvor de havde deres "faste" plads ved målstregen.

Gert Pedersen interesserede sig ikke blot på væddeløbene, men også i høj grad for avlen og for nogle år siden købte han flere hopper fra USA.

Han var travmand til fingerspidserne . en af dem, man aldrig kan få nok af inden for en sport.

Ved siden af sit store organisatoriske arbejde inden for travsporten, drev Gert Pedersen en stor entreprenørforretning.

Gert Pedersen efterlader sig hustruen Tove samt to sønner.

Æret være Gert Pedersens minde.

fredag, december 03, 2010

Paris: Op til bevis

Var det fordi Ready Cash tabte en sko i opløbssvinget, at den galoperede på vej mod en tilsyneladende sikker sejr i Prix de Bretagne for 14 dage siden?

Er Lisa America nu bedre med løb i kroppen?

Og hvor langt rækker spidshestene Renommée d'Obret og Rodrigo Jet?

Det er nogle af de spørgsmål man kan stille inden lørdagens Prix Doynel de Saint-Quintin på Vincennes lørdag eftermiddag - et løb over 2850 meter med tillæg ved vundne 425.000 Euro - den samlede præmiesum er på 110.000 Euro.

Ready Cash, Lisa America og Lana del Rio går til start med 25 meter tillæg.

Selv om løbet blot har 9 deltagere er det alligevel dagens Quinté-løb.

Ready Cash med Franck Nivard er storfavorit til sejren.

Den er ude efter at få oprejsning for opløbsgaloppen i Prix de Bretagne for 14 dage siden, hvor den i klar føring pludselig rullede over i galop - en galop, som Franck Nivard mente kom, fordi Ready Cash tabte en forsko i sidste sving.

I samme løb var Lisa America nummer fire. Det var hoppens første start siden sejren i Åby Stora Pris i midten af september, og der er ingen tvivl om, at hun er gået fremad med Prix de Bretagne i kroppen.

Her fik Lisa America en meget hårdt løb, men holdt farten strålende i opløbet og sluttede på en fjerdeplads.

Med færre heste at skulle uden om og i forbedret form er Lisa America klart en hård konkurrent til Ready Cash.

Fra spids er det især Rodrigo Jet og Renommée d'Obret  interessen samler sig om - sidstnævnte var i næstsidste start nummer to i Criterium des 5 Ans og senest nummer seks på sprint (2100 m på Vincennes). Rodrigo Jet kommer med friske laurbær fra sidste lørdag, hvor den vandt det løb, hvori Odyssee Eastwind fik sin første franske start.

Dette års Prix d'Amerique.vinder, Oyonnax skal også i ilden lørdag på Vincennes - den er til start i montéløbet, Prix Paul Buquet, der også afviklet over 2850 meter og med en samlet præmiesum på 110.000 Euro.

Også i fjor startede man Oyonnax i flere montéløb og inden sejren i Prix d'Amerique var Oyonnax nummer syv i verdens største montéløb, Prix de Cornulier.

Øvrige Prix d'Amerique-heste venter til næste lørdag, hvor det andet B-løb, Prix de Bourbonnais køres - hertil står i skrivende stund 31 heste anmeldte - blandt disse i øvrigt Ready Cash og Oyonnax.

torsdag, december 02, 2010

Nye propositioner . nye tider

I dag har jeg bemærket, at der er lagt nye propositioner ud på løbssekretariatets hjemmeside, www.travsek.dk.

Jeg bemærker, at der nu offentliggøres propositioner for to måneder - dvs, både januar og februar måned - og det er helt sikkert noget, der vil blive modtaget positivt af trænere og hesteejere.

Propositionerne til Lundens meget omtalte onsdagsløb er således nu tilgængelige, og jeg noterer, at der hver gang er fire løb med 20.000 kroner samt et med 25.000 kroner i førstepræmie.

Der er udskrevet ni løb hver dag, og amatørerne, der ellers var bekymrende for at der ikke blev plads til dem på disse dage, kan glæde sig over, at til de i alt seks dage, der er udskrevet løb til, er der alle amatørløb alle dage.

Jeg bemærker også, at startmelding er flyttet - i 2011 skrives der til start til onsdagsløb torsdag mellem 830-1100 og til fredag- mandag-løb tirsdag.0830-11.00