Det var et særdeles fornemt come-back som Osbourne med sin træner Arvid Olsen leverede ved onsdagsløbene på Lunden.
Spids i hårdt tempo fra start - meget hårdt - omkring 1.13.5 den første kilometer - og man begyndte at tro, at det ikke var muligt for den veludseende Great Challenger-søn at holde hele vejen hjem.
Men hvem havde flest kræfter i opløbet - Osbourne!
En særdeles fornem præstation - jeg løfter på hatten for Arvid Olsen, der på forbilledlig vis har bragt Osbourne tilbage i fineste form - fortsættelsen bliver spændende.
Og også en cadeau til ejeren Peter Pedersen, der har ladet sin træner få den fornødne tid til at bringe stortalentet tilbage i løbsform.
For mig er der ingen tvivl om, at Osbourne er en af årgangens allerbedste heste - han er i Top 5 - og han kan udmærket bliver sæsonen 2011s store danske traver!!
Onsdagens omsætning på Lunden var atter la-la - og som tilskuer føler jeg at løbene afvikles alt for hurtigt!
Jeg har bemærket, at der flere gange har været over en time mellem at sidste løb var afviklet i ATG-regi og til løbene på Lunden blev indledt.
Selv om det måske ikke vil være populært hos alle, så kunne man måske overveje at starte lidt tidligere på Lunden og så have lidt længere tid mellem løbene.
Og at tage hensyn til udsendelsen på TV2 sport er ikke relevant - for det er udsendelsen ikke - der er så få seere - seneste måling fra en direkte udsendelse er fra den 16. marts, hvor man havde en share på 1% af alle de der så TV - det svarer til 5.264 seere.
Det var i øvrigt betragteligt flere end ugen forinden, hvor bare 842 seere fulgte med - alt ifølge Gallups officielle seertal, som kan ses på TV2's hjemmeside.
Skulle man tro,at disse seere - den 16. marts - var interesserede i at spille på heste, og i snit ville ofre 100 kroner - så skulle en sådan udsendelse give en omsætning på over en halv million kroner!
Og det gør den vist ikke.
Trav- og galopsporten er på en udmærket TV-platform - Canal Digital - og i stedet for at købe ekstra sendetid på TV2 Sport - hvorfra man i øvrigt streamer udsendelsen over til Racing Live /Canal Digital - så kunne man måske bruge nogle pengene på i samarbejde med Canal Digital at gøre opmærksom på Racing Live.
Forleden fik jeg den månedlige sportsavis fra Danske Spil, hvor der pr tradition er en halv side helliget DanToto og Hestesporten.
I det sidste nummer var den anden halve side en annonce for Canal Digital, hvor man gjorde reklame for muligheden for at følge odds og fodboldkampe.
Hvorfor ikke få Racing Live med i en sådan annonce!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar