fredag, november 14, 2008

Mens vi venter på Godot - eller Sportsystemet!

Overskriften relaterer sig til et skuespil af Samuel Beckett, der handler om to personer, der står ved et livløst træ og stirrer mod månen og stjernerne.

Hvorfor ved vi ikke, - ikke ulig stykket, hvor personerne heller ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Og i øvrigt dukker Godot aldrig op.

I mange år har trav- og galopsportens aktive udøvere billedligt talt også stået og ventet.

Ventet på at Hestesporten fik indført et data-system, således at alle fra deres hjemmecomputer kan tjekke afstamningen, startpræmiesummen, ejer/træner-forhold på en hest - udsøge propositioner. Og på sigt foretage løbsanmeldelser etc.

Ja - du kender det helt sikkert fra det svenske system på enten http://www.atg.se/ eller på http://www.travsport.se/.

Herhjemme kører vi stadig på et gammelt system kaldet TravData.

Og når jeg skriver gammelt - ja, så er det gammelt - 32 år.

Og det vel egentligt ældgammelt, når vi taler computersystemer.

Det er ikke muligt at få adgang direkte til dette system via internettet - det kræver et specielt program - og desuden så er der hele data-sikkerheden - derfor er TravData aldrig blevet gjort offentligt tilgængeligt.

Men i mange år har Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop haft en plan.

Kort sagt vil man overføre alle oplysninger fra TravData til det svenske system.

Og det har man nu arbejdet med i flere år.

Man kalder projektet - Sportssystemet.

Tilbage i 2005 var arbejdet med implementeringen af dette Sportsystem så langt fremme, at det i Formandsberetningen på DTC's generalforsamling hed, at fra den 1. januar 2007 ville Sportsystemet være klar til brug.

Det blev det ikke.

For allerede i Formandsberetningen på generalforsamlingen i 2006 blev det oplyst, at der var problemer med at overføre data til det svenske system, så nu var premieren på Sportssystemet udskudt til foråret 2008.

På generalforsamlingen i 2007 blev det oplyst, at man fastholdt denne dato.

Men du har sikkert bemærket, at Sportsystemet ikke fik premiere i foråret.

På dette års generalforsamling kom forklaringen:

"Hen over efteråret tegnede arbejdet med det svenske sportssystem positivt, og med svenskernes erfaring som basis blev der af Styregruppen fastlagt en igangsætningsdato i slutningen af marts.
Derpå opstod der uventede problemer med såvel konverteringen af data (de meget gamle data fra Travdata var svære at få bearbejdet, så de kunne lægges over i det nye system), hvorfor det blev nødvendigt at udsætte opstarten.

Efterfølgende er de fleste af disse problemer blevet løst, og der arbejdes nu intenst med at teste Dette skal være tilendebragt hen over sommeren. Selvom der endnu ikke er fastlagt en ny opstartdato, stræbes der efter, at det nye system kan tages i anvendelse 1.januar 2009."

OK - nu kan vi altså se frem til, at Sportssystemet kommer til Nytår!

Godot dukkede aldrig op.

Gør Sportssystemet?

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er det befriende, at der er nogen, som tør sætte sig op mod "autoriteterne". Beretningen om Godot og Sportsystemet illustrerer på en god og humoristisk måde problemerne i Dansk travsport.

Anonym sagde ...

En ganske tragisk beretning. Og så vidt jeg er orienteret, så har dansk travsport i år betalt 1.050.00 kr i licensaftale til Atg. Det sammen med katastrofe købet af de gamle svensketoto maskiner gør,at STC burde lavet et " den snygga narre den mindre snygga lopp. Forbeholdt danskejet og trænet heste..

M V H

Jan Andersen
jan.andersen.1976@jubii.dk