Der har unægtelig været stor udskiftning i bestyrelsen i Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane, inden for de sidste 15 år.
Jeg har opgivet at tælle, men bare inden for de sidste tre-fire år taler vi om at mindst en halv snes personer, der er kommet og gået!
I aften var der ordinær generalforsamling - for 115. gang - idet gamle travselskab.
Lidt overraskende opnåede formanden Anders Hendriksen ikke genvalg og måtte gå - og han fulgte således Erik de Fønss, Klaus Koch og Claus Nielsen, der inden for de seneste måneder har nedlagt deres bestyrelseshverv friviligt.
Nu bliver det Claus G. Jensen, der fremover skal stå i spidsen for Lunden.
Han virker klædt på til til opgaven, som nu er gjort noget nemmere, idet man er ved at få solgt 6500 m2 af parkeringspladsen ved Aldersdomshjemmet til 29,25 millioner kroner.
Derfor kan man nu iværksætte den investeringsplan, som er udarbejdet i samarbejde med HFF.
Et af de helt store poster i denne plan er en baneomlægning - den koster 4,5 millioner kroner. Og er særdeles tiltrængt.
Det er mere end 30 år siden Charlottenlund Travbanes banelegeme sidst blev gennemgribende renoveret og i mange år har trænere og amatører nærmest skreget på at få en baneomlægning gennemført.
Nu sker det - men først i foråret 2008. - Sæsonplanen i år levner ikke plads til et ophold med løbsaktiviteterne i tre uger.
Generalforsamlingen forløb overraskende roligt.
Jeg havde hørt jungletrommerne fortælle om et stormløb mod bestyrelsen, men det skete ikke.
Claus G. Jensen står nu i spidsen for en bestyrelse, hvis gennemsnitsalder nok er den yngste nogensinde i Travselskabets historie.
Det kan have sine fordele og er samtidig et signal om, at der er en fremtid for Det Danske Travselskab.
Men der venter bestyrelsen en kæmpe-opgave med at få gjort den gamle sang "Gå Med I Lunden" alment populær igen, således der atter bliver liv på tilskuerpladserne - og trænerne får nye ejere.
Karsten Bønsdorf
Ingen kommentarer:
Send en kommentar