Fornylig havde DR Sporten lavet en afstemning på deres hjemmeside, hvor brugerne kunne stemme på, hvilken sportsgren man helst ville se på TV.
Noget overraskende – især for DR og andre medie-personer – var der ikke færre end 13 % blandt de flere end 22.000 personer, der afgav stemme, der ønskede at se mere Hestesport.
Nu dækker ordet Hestesport meget bredt, og vi skal ikke glemme, at det 6.største forbund inden for Danmarks Idræts Forbund er Dansk Rideforbund.
Ridesporten er virkelig blevet udsultet i medierne (ikke blot TV) gennem mange år – og nyligt har Idrættens Analyseinstitut lavet en analyse, hvor man ser på 11 sportsgrenes eksponering i TV – men ikke Ridesportens. Derimod bl.a. bordtennis, tennis og Badminton – sportsgrene, der alle har væsentligt færre udøvere end ridesporten - fået deres eksponering analyseret.
Det kan man så undre sig meget over.
Men tilbage til emnet – Hestesport i TV.
Det er altid en fordel at blive set – en eksponering i TV kan udnyttes sponsormæssigt, og det giver også en blåstempling af arrangementet, som må betragtes ikke blot som lødigt, men også som værende af en vis almen interesse.
Kort sagt – der er tale om et arrangement på et højt sportsligt niveau.
Dansk ridesport er godt rustet i disse år med internationale ekvipager inden for såvel spring som dressur.
Anderledes ser det desværre ud med dansk travsport.
Vi har ingen Meadow Roland, Rudolf le Ann, Frisky Frazer, Legendary Lover K. o.l. der kan begå sig på internationalt topplan.
Og for mig at se, er der ikke lige én om hjørnet.
Da TV2 kom til verden den 1. oktober 1988 havde man en klar målsætning i forhold til trav- og galopsporten. – De to skulle dækkes på lige vilkår som alle andre sportsgrene.
Og den strategi blev fulgt i de fleste af de otte år, jeg var tilknyttet TV2 Sporten.
Læg dertil, at DR Sporten tre – fire år senere påbegyndte ugentlige udsendelser samt at Bundgaard og jeg nærmest kappedes om at have flest indslag om trav og galop i de to stationers nyhedsudsendelser i løbet af en uge.
I begyndelsen af 90-erne fik trav- og galopsporten en eksponering på de to landsdækkende TV-stationer, der var millioner af kroner værd.!
Var det så fordi denne eksponering holdt op – eller har det være andre faktorer, der har været årsag til, at udviklingen inden for trav og galop er gået, som den nu har gjort det?
Tjah – hvad synes du?
Jeg er ikke overbevist om, at ”hvis vi bare kommer på TV så bliver alting godt” holder ret langt.
Der skal laves nogle nye koncepter for sporten, således den bliver attraktiv for et større publikum.
Hvad skal der til? – Kan vi ikke starte en debat om det?
Kom med dit bud på kabo@casa35.com – eller kommentér direkte på nedenstående link
1 kommentar:
Hej Karsten,
Godt spørgsmål som du her "kaster på banen".
Personligt syntes jeg at en trav/galop dag i øjeblikket er alt, alt for lang. 3 - 4 timer er for lang tid på et arrangement, hvor der i princippet kun sker noget hver 20. minut.
Hvad syntes I ?
Med venlig hilsen
Hans Jørgensen
Send en kommentar